I det naturskønne Mols i bunden af Kaløvig har familien Viemose realiseret drømmen om en energineutral bæredygtig bolig.

Boligen er energimæssig selvforsynende fra jordvarme og solceller. Regnvandet håndteres på den bedste miljømæssige måde ved at afledes ud på egen grund og herefter nedsive. Jordvarmeanlægget er gravet ned i haven ud mod Kalø Vig, og leverer varme året rundt. På længebygningerne er der placeret solcelleanlæg, der forsyner boligen og familiens Tesla med strøm. Strømmen lagres på et batterianlæg, så det ikke er behov for at tappe strøm fra elnettet i overskyede perioder.

Boligen er opført som et træhus med træskeletvægge og træspær med træunderlag for tagpap. Facadebeklædning er i FCS- certificeret cedertræ og shou sugi ban imprægneret træ. Shou sugi ban er en traditionel japansk imprægneringsmetode, hvor det yderste lag træ forkulles og skaber et beskyttende lag for vind, regn og UV-stråler.

Boligen har en klar og let aflæselig disponering bestående af tre bygningskroppe med hver sit arkitektoniske udtryk.

Stuen og hovedadgangen er placeret centralt i en bygningsdel med fladt tag. Mod øst og vest afgrænses den af længebygninger med saddeltag. I længebygningen mod øst er de private rum som soveværelse, værelser og bad placeret. I længebygningen mod vest er de aktive rum som køkken, bryggers og værksted placeret. Garagen er integreret i denne længe.

Boligen lukker sig ud mod vejsiden, og åbner sig op ud mod Kalø Vig, så man oplever mere og mere af udsigten jo længere man kommer ind i boligen.

Den aktive del af boligen er forbundet med stuen visuelt og fysisk ved hjælp af åbninger af forskellig form og størrelse.

Den private del af boligen er kun bundet sammen med resten af boligen af de nødvendige fysiske åbninger.

Ud mod Kalø Vig kan store glaspartier åbnes, så overgangen mellem ude og inde opløses.

haveside stue siddeniche superwood sugi ban

FAKTA

Rådgivning Totalrådgivning, ingeniør og arkitekt
Bygherre Privat
Økonomi Ikke oplyst
Areal ikke oplyst
Område Rønde
Status Afsluttet 2019
Sagsnr. 17.197